Velkommen til Det Danske Sigmund Freud Selskab

Almagt

Kalender for 2016
tidl. foredrag
Om foredragsholderne
Tekster
Freud og hans værk
Videoer
Links
Om os

Almagt

Den barnlige almagt – det almægtige barn

af

Gert Rønsby 

Mit indlæg om dette emne falder i tre afdelinger. Den første afdeling handler om Freuds opdagelse af almagten og lidt om hans brug af det i sine teorier. Den anden handler om efterfølgernes videre arbejde med begrebet. Tredje del er en beretning om den brug af almagtsbegrebet, som man gjorde i Selskabet for Dynamisk Psykoanalyse under P.C. Petersens og Anker Rattleffs ledelse

 

1. Arven fra Freud

 

Op flyver ordet, tanken stille står

Ord uden tanke aldrig himlen når

(Kongen i Hamlet III, 3)

 

Det var rottemanden, der henledte Freuds opmærksomhed på begrebet almagt. Der synes ikke at have været tidligere forfattere eller forskere, der har behandlet emnet. Det er altså en frugt af det psykoanalytiske arbejde. Der er i Ges.Werkes registerbind 30 henvisninger til ordet – altså har han arbejdet temmelig meget med begrebet i sine teoretiske overvejelser. Det er mest i Totem og Tabu, vi hører om emnet.      

 

Rottemanden talte om tankernes almagt; Freud omtydede hans ide til ønskets almagt. Denne formulering er let at genkende hos mange mennesker. Mange tror stadig, at et stærkt følt ønske vil resultere i, at det pågældende ønske går i opfyldelse. Tilknytningen til udviklingspsykologien sker i Totem og Tabu, hvor han taler om, at der i den narcissistiske fase finder en libidinøs overbesættelse af tanken sted. I tvangsneurosen bevarer neurotikeren denne overbesættelse gennem den videre udvikling. Vi genfinder Freuds tanker om almagten i de gængse lærebøger i psykoanalytisk teori; f. eks i Thoma og Kacheles "Lehrbuch der psychoanalytischen Therapie" fra 1996. De vigtigste delemner er: Den barnlige almagt (omnipotens), Den projicerede almagt i religiøse konstruktioner, almagt som modstand i analysen og almagt som drivkraft ved kreative ydelser, hvorimod efterfølgernes arbejder ikke synes at have sat sig kendelige spor.

 

2. Eksempler på efterfølgernes arbejde

 

I "Psykodynamisk leksikon" henviser Ole Andkjær Olsen til Melanie Klein, Heinz Kohut, E. Pumpian-Mindlin og D.Winnicot samt S.Ferenzi. Her skal kun Klein, Kohut og Winnicot omtales.

Klein lægger vægt på almagtens optræden i forsvaret mod adskillelse, misundelse og afhængighed (psykodynamisk leksikon) altså typiske selv-andre problemer.

Heinz Kohut har i bogen "The Analysis of the Self " fra 1971 en teori om narcissismen, som går ud over Freuds. I Freuds teori forsvinder den primære narcissisme idet den medgår til dannelsen af et tidligt jeg og tidlige overjegsdannelser – begge slags forbliver ubevidste. Kohut tænker sig, at den primære narcissisme videreudvikler sig. Den forekommer i to former, som han kalder det grandiose selv og det idealiserede forældreimago. Det menneske, der har gennemløbet en sund udvikling, udviser en personligt udformet balance mellem de to former. Hvor det ikke er lykkedes at skabe denne balance, optræder de narcissistiske forstyrrelser. Det er den narcissisme, der er virksom i det grandiose selvbillede, der er aktiv under skabende processer.

Winnicot anser almagten for en sund og nødvendig faktor i barnets udvikling. Omkring almagten skal personlighedens kerne danne sig. Barnets udvikling sker som følge af, at det frustreres – det vil sige, at behovstilfredsstillelse udsættes. Udsættelsen må ikke blive så lang, at barnet mister troen på, at tilfredsstillelsen kommer; og den må ikke være så kort, at behovsspændingen ikke opleves. Finder omsorgspersonerne en passende frustration svarende til barnets alder og udviklingstrin, vil barnet opbygge tryghed i forhold til omgivelserne og være i stand til at udvikle varige objektrelationer. Winnicots forståelse af almagt,  narcissisme og objektrelation er det, der ligger tættest på den fremstilling, vi fik i Selskabet for Dynamisk Psykoanalyse.

 

 

   

 

3. Det almægtige barn

 

Så forviste Gud Herren ham fra Edens have –

(1. Mosebog  3,23)

 

I løbet af 1960'erne lancerer P.C.Petersen udtrykket "det almægtige barn", et udtryk, der tydeligvis spiller på psykoanalysens almagtsbegreb. Der er dog andet og mere end blot et smart ordspil i valget af udtrykket. Det skulle tjene til at skærpe interessen for barnets forudsætninger for at møde opdragerens krav om driftsafkald, interessen for dette afkalds nødvendighed, og for den mest hensigtsmæssige måde til at indarbejde driftsafkaldet og accepten af driftsafkaldet hos det voksende og udviklende barn.

 

Hos PC og Anker lærte vi, at almagten var følgen af forældrenes omsorg for det spæde barn i de første leveår. Fordi forældrene – og især moderen – altid bestræbte sig på at opfylde den lilles behov, så snart de havde gættet, hvad der nu fattedes den små, dannede der sig almagtsforestillinger hos spædbarnet. Almagten bliver i den forståelse noget, man fremelsker i tiden efter fødslen. Der blev ikke præsenteret nogle egentlige tanker om det medfødte grundlag for almagten. Almagten kulminerer en gang mellem 1. og 3. år. Kulminationen falder sammen med, at barnet kommer i trodsalderen. PC yndede at vende billedet om og hævde, at det var moderen (eller begge forældre), der kom i trodsalderen – set ud fra barnets synspunkt. Hidtil havde hun gjort, hvad hun forventedes at gøre: Opfyldt den lille tyrans ønsker; store som små. Nu opfyldte hun ikke længere de forventninger, man med naturlig ret kunne stille til hende; hun tillod sig at sortere i ønskerne til hende – opfyldte nogle og ignorerede andre, ja måske refuserede hun ligefrem nogle krav alt efter vilkårlige kriterier. En sådan fremgangsmåde kan kun resultere i eneherskerens vrede og hans forsøg på at genoprette disciplinen – midlerne hertil er vrede, trods og obstruktion – alderens velkendte uvejr.

 

Mange metaforer blev bragt i anvendelse for at beskrive tilstanden: Barnet som enevældig hersker, konge; forældrene som lydige slaver med moderen som yndlingsslave. Den lydige slave bliver uundværlig for herskeren, herved kommer han i afhængighed til hende. Derved får hun mulighed for at stille betingelser for sin tjeneste. Sagt med andre ord: Der dannes en moderbinding, som normalt vil vare resten af barnets liv.

 

PC brugte en særlig metafor, idet han anskuede genesis som udtryk for den barnlige almagt. Det er Gud, der er barnet og Adam og Eva er dets forældre. Barnet skaber altså sine forældre; skabelsen foregår ved, at barnet erkender dem, det er således en fænomenologisk tanke: kun det, jeg ser, er virkeligt, har eksistens og gyldighed. Der er en tæt sammenhæng mellem tanken om almagt og fænomenologien – das Ding fur Mich - .

 

Syndefaldet bliver i denne forståelse barnets oplevelse af forældrenes samliv ud over omsorgen for barnet selv; oplevelsen af at de har noget sammen, som barnet ikke er med i og ikke bliver inviteret med i. Det udløser et raseri hos barnet, der fører til forældreparrets uddrivelse af paradiset – forvisningen til virkelighedens barske verden med slid, tårer og farer. Paradiset sammenlignede PC med jegets afskærmede region. Vi afgrænser og opretholder et fredhelligt sted, hvor vi kun undtagelsesvist inviterer andre ind. Guds uddrivelse af Adam og Eva kommer således til at symbolisere etableringen af et jeg over for et ikke-jeg og ekskluderingen af forældrene fra dette jeg til ikke-jeg. Det er overordentligt vigtige processer. De forgår ikke momentant som i den dramatiske fortælling, men over hele barndommens udviklingsforløb – ja, undertiden et godt stykke ind i voksenalderen.

 

Den ideelle udvikling beskrives på følgende måde: Det nyfødte barn befinder sig i et tomrum. Efter fostertilstandens harmoni er det blevet kastet ud i en kold og trøstesløs verden gennem en hård omvæltningsproces, der ikke har ladet noget kendt og tryghedsskabende blive stående. Kærlige – og kompetente – forældre tager fat på en omsorg, der imødekommer alle ønsker og behov hos spædbarnet inden for de tidsrammer, som barnet til enhver tid er moden til at klare. Aldrig kom de for tidligt med et tilbud om behovstilfredsstillelse, så behovet ikke nåede at sætte erkendelse i gang; og aldrig kom de for sent, så den spædes verdensbillede gik under i frustration. Herved blev der opbygget en følelse af almagt: Jeg skaber verden ved at jeg sanser den og fylder min almagt i dens væsener og genstande. Jeg skaber Eva og Adam og jeg får Adam til at fortælle mig, hvad dyrene hedder.

 

Når almagten kulminerer begynder forældrene som før sagt at stille krav til barnet og nægte tilfredsstillelse af nogle klart udtrykte ønsker, Sådanne krænkelser af almagten udløser selvsagt protester. Det er nu forældrenes opgave at fastholde krav og restriktioner, samtidig med, at de tilbyder barnet kompenserende tilfredsstillelse, der muliggør at barnet kan komme videre i sin udvikling uden ødelæggende nedsættelse af selvvurderingen. Sagt med andre ord er det forældrenes opgave at give barnet et nuanceret og kvalificeret modspil til de udspil, der på ethvert trin  er blevet uønskelige, fordi de vidner om for lav grad af vækst. Målet er at reducere den barnlige almagt i takt med at barnet bliver modent nok til at se sin afmagt. Spændingsfeltet almagt – afmagt skal afløses af en virkelig beherskelse af udvalgte dele af virkelighedens udfordringer opnået gennem indlæring.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at almagt aldrig må knækkes. Den skal deponeres hos barnets kontaktpersoner, først og fremmest forældrene, dernæst søskende, lærere osv. Deponeringen giver sig det pudsige udslag, at barnet udnævner far til at være den stærkeste i verden.

 

Så vidt det teoretiske – i min oplevelse og gengivelse – dernæst det historiske: PC og hans gruppe oplevede, at det ideelle forløb kompromitteredes af en forfejlet pædagogik i hjem og i skole. Drivkraften bag denne pædagogik var godhed; man ønskede at være god mod sine børn i særdeleshed og mod sin næste i almindelighed – men stadig med en betoning af, at det især gjaldt de små og svage, de gamle og fattige, de udstødte og uretfærdigt behandlede. Alt sammen i orden og forlængst slået fast som fælles værdier gennem to årtusinders forkyndelse af Jesu ord især bjergprædiken. Men baggrunden for ønsket om at være god var ikke i orden. Bevæggrunden havde udspring i samtidshistorien; i naziregimets opkomst og blodige forløb. Erfaringerne fra denne hæslige periode førte til, at man forsagede aggressionen og overbetonede libidoen – make love, not war – man blev aggressionshæmmet. Men som den utæmmelige drift aggressionen er, fandt den sit virkefelt ved at låne godhedens maske og sløre sine hensigter ved at udgive dem for nødvendige i kærlighedens navn. Det medførte, at alle gled ud i en stor forfalskning, hvor man udgav dominans og undertrykkelse for godhed for de smås, de gamles, de svages skyld.

Det var baggrunden for det almægtige barns undfangelse og fødsel. Ifølge Lise Hvidtfelt fandt fødslen sted i 1965. Begrebet "Det almægtige barn" er udtryk for de adfærdsafvigelser, der følger af, at man ikke møder barnet med de optimale frustrationer under dets vandring fra primær narcissisme til social integration. Adfærdsafvigelserne vil senere forsinke og i nogen grad fordreje karakterdannelsen. I mange tilfælde trådte forældrene tilbage og lod barnet køre sit eget løb, fordi de var bange for at gribe ind i forløbet, bange for at sige stop over for urimeligheder og for at fortælle barnet, hvad vej det skal gå. De oplevede, at hvis de gjorde disse almindelige ting  i  forhold til deres barn, ville de blive anklagede for at være aggressive og autoritære og skabe små SS-spirer.

 

PC ville vise os denne tidskarakteristiske fejltagelse og give os mod til og forståelse for at gå imod, hvad han anså for en alvorlig trussel mod mange børns psykiske sundhed. Han så det som en art lovmæssighed, at vi med en frekvens på ca. 90 år vekslede mellem at opvurdere den ene komponent i driftsdualiteten libido – aggression og nedvurdere den anden. Nu var vi altså kommet i en fase, hvor libido blev opvurderet og aggression nedvurderet. Han ønskede, at man kunne befri sig for denne regelmæssige svingning og i stedet tilkende de to komponenter ligeværdighed. De mange kræfter, der gang på gang blev spildt på at bekæmpe den ene eller den anden af de to grunddrifter, kunne i stedet bruges på at lære en sund forvaltning af begge de frisatte drifter.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                   

 

Litteratur:

 

a. Ges.W.:

VII pp 381 – 463: Bemerkungen uber einen Fall von Zwangsneurose (1909)

IX pp 93 – 121: Totem und Tabu kap. 3 (1912/13)

XIV p 480f: Das Unbehagen in der Kultur (1930)

XVI p 221: Der Mann Moses und der monotheistische Religion ( 1939)

 

b. Efterfølgerne

Kohut,H.: The analysis of the self (1971)

Winnicot,D.W.: Spædbørn og deres mødre (dansk udgave 1997)

 

c. Selskabet for Dynamisk Psykoanalyse

Festskrift til P.C.Petersen på 80-års dagen (1969)

Heri: Lise Hvidtfeldt: Det almægtige barn

Psykologi og Psykoanalyse; til Anker Rattleff på 70-årsdagen (1979)

Heri: Mogens Hein: Almagten og virkeligheden, og J. Bøgill Nielsen: Skyld og almagt.

 

Almagten spiller også en rolle i mange af de andre artikler i de tre publikationer, der er udgivet af Selskabet for Dynamisk Psykoanalyse og Det Danske Sigmund Freud Selskab, 

 

Det Danske Sigmund Freud Selskab
co. Psykoanalytisk Klinik
Kløverbladsgade 18, 2500 Valby
 

webmaster: bp