Velkommen til Det Danske Sigmund Freud Selskab

Freud vender tilbage

Kalender for 2016
tidl. foredrag
Om foredragsholderne
Tekster
Freud og hans værk
Videoer
Links
Om os

 Artikel i Politiken 30. april 2006

 

Freud vender tilbage

 

I 150 året for sin fødsel er psykoanalysens grundlægger igen aktuel. En række brevsamlinger tegner et billede af mennesket bag forskeren, hans harmoniske familieliv, hans kampe med og mod sine kollegaer – og hans dybe desillusion over verdenskrigen

 

af Christian Braad Thomsen

 

Psykoanalysen omstridte grundlægger Sigmund Freud ville 6. maj være fyldt 150 år. Den sidste snes år er han blevet lagt for had som få i vores kultur. Han er blevet beskyldt for at gøre sine patienter mere syge end raske, fordi han ikke har villet tro på deres virkelighedsopfattelse. Han er i smædeskrifter blevet reduceret til videnskabelig fusker, narkoman, incestdyrker og endda potentiel morder. Samtidig er psykoanalysen blevet offer for tidens krav om effektivitet: biologiske hjerneforskere betragter psykiske problemer som apparatfejl, der kan behandles med medicin,  kognitive psykologer mener, at man skal lægge låg over fortidstraumerne i stedet for at bearbejde dem, og den almindelige incestforskrækkelse har ført til en benægtelse af den barnlige seksualitet.     

Men nu er billedet ved at vende. En af Freuds centrale indsigter er, at det fortrængte altid vender tilbage. Det gælder også for Freud selv. Hvor meget han end søges fortrængt, er hans indsigter dog kommet for at blive, og hans grundlæggende tro på samtalens helbredende virkning er en hovedhjørnesten i alt kulturarbejde. Det vakte opsigt, da det ansete tyske tidsskrift Der Spiegel for et år siden bragte Freuds billede på forsiden under overskriften: ”Havde Freud alligevel ret?” For nylig var han også på forsiden af Newsweek, og i Scientific American Mind, april 2006, konstaterer  nobelprisvinderen i medicin Eric R. Kandel om Freuds forskning:

”Psykoanalysen former stadig det mest sammenhængende og intellektuelt tilfredsstillende syn på bevidstheden.”

 

Minna og Martha

Sigmund Freuds humanisme kommer intetsteds så smukt til udtryk, som i de talrige brevsamlinger, der er udgivet. Månederne op til 150-års dagen har budt på endnu en række. Freud tilhører en svunden tid før e-mails og sms’er, hvor et brev var så betydningsfuldt, at det kunne have karakter af et lille afrundet kunstværk. Han er en af vor kulturs betydeligste og flittigste brevskrivere: der er bevaret ca. 20.000 håndskrevne breve. Via dem lærer vi mennesket bag forskningen at kende og føler måske endda, at vi for en stund bliver et skattet medlem af hans nærmeste familie- og vennekreds.

            Især korrespondancen mellem Freud og hans svigerinde Minna Bernays har været imødeset med spænding. Sladderen har villet vide, at der herskede et seksuelt forhold mellem de to, fordi de ofte var på ferierejser sammen, mens Freuds hustru Marthas blev hjemme hos børnene. Hans kollega C. G. Jung, der rigtignok aldrig har været noget sandhedsvidne, har endda hævdet, at Freud har betroet sig til ham om det upassende forhold. Brevene fortæller en ganske anden historie.

            Søstrene Minna og Martha var hinandens nærmeste fortrolige. De boede sammen ved Hamburg ind til Marthas ægteskab med Freud, og da Minnas forlovede døde af tuberkulose, flyttede hun på Marthas initiativ ind hos familien Freud. Minna giftede sig aldrig, levede en stor del af sit liv i bøgernes verden og blev en skattet litterær samtalepartner for Freud. De udviklede et nært og fortroligt søskendeforhold, som altid var høvisk i dette ords bedste betydning. Minna sluttede ofte sine breve til Freud med et ”sei gegrüsst und sei geküsst”, hvilket rummer en sproglig poesi og ømhed af en helt anden art end det danske ”vær hilset og kysset” – og skam få den, der tænker ilde herom.

            Når Minna i deres fælles ungdom skrev til Freud, lagde Martha ofte en lille hilsen med, herunder følgende kommentar til Freuds beskrivelse af den lejlighed, han har fundet til dem i Wien:

            ”Din beskrivelse, min kære skat,  giver mig overhovedet ikke lyst til en mand, der har været forlovet i fire år, og som ved optælling af værelserne glemmer soveværelset. Skulle jeg virkelig have tiltro til ham og binde mig til ham på ubestemt tid? Ak, du kan overhovedet ikke bruges til noget.”

            Sjældent er en ægtemand vel blevet sat så kærligt, men bestemt på plads af sin udkårne. Og så skal Freud endda finde sig i fra anden side at blive kritiseret for, at han aldrig tænker på andet end sex!

Han er også blevet kritiseret for at negligere det tidlige forældre-barn-forhold, skønt ingen jo stærkere end Freud har påpeget dette forholds vigtighed. I et brev fra Martha til Minna fremgår, at hendes mand da også blev helt kulret over deres første barn, hvis fødsel han i øvrigt deltog i, hvad der var temmelig usædvanligt for den tid: 

            ”Sigi vil hvert øjeblik rive det ud af søvnen for at se, hvilke fremskridt det nu har gjort, og jeg må altid forsvare det med magt. Hele dyreriget må holde for med navne, som han giver det stakkels barn, hvoraf ’abe’ er det mildeste.”

 

Mor og datter

Et hovedværk er Freuds korrespondance med sin ungarske elev og kollega Sándor Ferenczi, som nu foreligger i seks bind, der rækker fra 1908 til Ferenczis død i 1933. Brevene giver et indblik i psykoanalysens dramatiske historie – og viser, at heller ikke psykoanalytikere privat mestrede de følelsesspændinger, som de professionelt var eksperter i. Ferenczis kærlighedsliv blev f.eks. udsat for en så voldsom rystelse, at han må bede Freud om hjælp:

            Ferenczi forelskede sig i en gift kvinde, Gizella, der var 10 år ældre end ham, og det så Freud ikke på med milde øjne. Værre blev det, da Ferenczi tog sin elskerindes datter Elma i analyse – og derpå forelskede sig i hende! Han kan hverken finde ud eller ind, mor og datter ved indbyrdes, at de begge er kærester med den kloge psykoanalytiker, og moderen opfordrer såmænd sin datter til at tage ham, fordi hun med alderens indsigt ved, at hun ikke har en chance over for datterens erotiske tiltrækningsevne. Ferenczi er i syv sind og sender til sidst Elma i psykoanalyse hos hans faderskikkelse Freud for at få dennes råd. Imens indleder Ferenczi også en affære med Gizellas søster samt kysser flere af sine patienter – og dyrker prostituerede i en grad, så han går i konstant angst for at få syfilis. I brevene afslører han både en voldsom hypokondri og en dyb homoseksuel binding til Freud, som han vil dele alt med, herunder sine mest intime analerotiske betroelser om, hvor meget han prutter om natten. 

            Freud er fortvivlet, dels over sin vens følelsesmæssige udskridning, dels over de skader hans problemer kan volde for psykoanalysens anseelse, dersom de rygtes. Dramaet står på i otte år, før Ferenczi endelig giver Freud ret i, at det er bedst for alle parter, hvis han gifter sig med Gizella, der i mellemtiden er blevet skilt. Men han tør ikke fri til hende og beder Freud om at gøre det på sine vegne. Freud skriver derpå et overbevisende frierbrev, som han slutter: ”Jeg vil ikke være forbavset, om de retter Deres svar direkte til vores ven.” Sporer man en barsk ironi bag den høflige formulering? Ferenczi gifter sig – og bliver verdens første universitetsprofessor i psykoanalyse. Hans studenter skulle bare vide, hvor dyrekøbt hans viden er om sindets og kønnets vildveje!

 

Sønner i krig

Ferenczis hårdt tiltrængte analyse hos Freud bliver afbrudt af verdenskrigen, idet Ferenczi indkaldes til hæren. Det samme bliver Freuds tre sønner, den ene meldte sig endda  frivilligt:

            ”Martin har begrundet sin beslutning med, at han ikke vil forsømme lejligheden til at komme over den russiske grænse uden at skulle skifte tro.”

            Med denne kryptiske formulering henviser Freud til, at jøder havde forbud mod at rejse ind i Zarens Rusland. Det skulle nu ændres, stod det til Martin!

            Freud var fortvivlet over risikoen for at miste tre sønner i verdenskrigens blodbad – og over den absurde situation, at hans sønner nu skulle skyde mod de af hans internationale venner og kollegaer, som var indkaldt til krigen på modpartens side. Flere af Freuds slægtninge blev dræbt, og det var med nød og næppe, at hans egne sønner overlevede: Martin blev  såret af flere kugler, og Ernst kommer ud for, at den gruppe på fem mand, som han havde levet og  kæmpet med i fire måneder, blev ramt af en fuldtræffer. Ernst var den eneste overlevende. Da Freud  fortæller Ferenczi om denne episode, slutter han sit brev ”Lad mig snart høre fra Dem, og helst noget godt.”

Denne lakoniske bøn, som ville være naturlig for de fleste, er ellers fuldstændig fremmed for Freud og viser, hvor rystet han er. Hans ydre verden bryder sammen. Med sine sønner i krig må han naturligvis ønske sig en tysk sejr, men denne tanke er alligevel ubærlig for ham. Med bitter selvfølelse skriver han:

            ”Jeg tør roligt sige, at jeg allerede har givet verden mere end den mig. Jeg er både nu og ved de forudsigelige følger af krigen mere isoleret end nogen sinde og ved, at jeg blot skriver for fem mennesker i nutiden, De og nogle få andre. Tyskland har ikke fortjent min sympati som analytiker, om vort fælles fædreland bør vi heller ikke tale.”

            Freud forskanser han sig i, hvad han kalder sin ”private skyttegrav”, dvs. det psykoanalytiske arbejde, og han råder tørt Ferenczi til at trække al sin libido tilbage fra fædrelandet og investere den i psykoanalysen. Med et Jesus-citat konkluderer den gudløse jøde: ”Vort rige er dog ikke af denne verden.”

 

Seksuel sublimering

Freud var ofte skuffet over, at hans kollegaer ikke kunne modstå den fysiske fristelse, når en smuk kvinde lå på analysebriksen og kom med de mest intime betroelser. Hans egne lidenskaber forløstes i videnskaben. Under arbejdet med et af sine hovedværker, Totem og Tabu (1912) erfarede han, at forskningen netop griber ham som en kvinde:

            ”Nu og da har jeg det, som om jeg bare ville indlede en lille affære og opdager så i min alder, at jeg må gifte mig med en ny kvinde.”

Freud lagde aldrig skjul på, at hans psykoanalytiske forskning var en sublimering af hans seksuelle energi. Og dog er det tydeligt, at han i sjældne tilfælde oplever en dyb hengivenhed for konkrete kvinder. En af dem er tidens store femme fatale, forfatteren Lou Andreas-Salomé, som opsøger ham for at blive psykoanalytiker. I et brev til Ferenczi understreger Freud for en sikkerheds skyld, at hendes interesse for psykoanalysen er af rent intellektuel natur, men så tilføjer han foruroliget: ” – også selv om  alle spor hos hende fører ind i løvens hule og ingen ud igen.” Dette er en henvisning til Æsops fabel om ræven, der svarer den syge løve i hulen: ”Jeg kom gerne inden for, hvis ikke jeg havde set, at så mange spor fører ind, men ingen fører ud igen.” Freud ved naturligvis, at mange store mænd i tiden har været Lous bytte og ikke altid er sluppet ud af hendes hule i god behold, bl.a. Friedrich Nietzsche og Rainer Maria Rilke.

            Freud tog ved lære af ræven og bevarede måske netop derfor et livslangt, smukt  venskab med Lou. Til det sidste bestod der en særlig tiltrækningskraft imellem dem, sådan som det fremgår af hans på én gang helt åbne og blufærdige ord til hende, da han takker hende for opmærksomheden ved sin 80 års fødselsdag:

”Ved ethvert brev fra Dem fornemmer jeg, at jeg ved for lidt om Dem.”

            Det er stort at kunne sige det efter et langt livs venskab. Freud vidste mere om Lou end de fleste, men hendes inderste hemmelighed forblev også for psykoanalysens grundlægger uafdækket. Trods sin ihærdige forskning i menneskesjælen følte Freud aldrig, at han kom til vejs ende. Han erfarede tværtimod, at mennesket er og forbliver en gåde, og at det er godt sådan: det er jo netop derfor, vi aldrig ophører med at fascineres af hinanden.  

 

Sigmund Freud – Minna Bernays: Briefwechsel 1882-1938. 400 sider. Edition Diskord, 2005

Sigmund Freud – Sándor Ferenczi: Briefwechsel. 1890 sider. Böhlau Verlag 1993-2005.

Det Danske Sigmund Freud Selskab
co. Psykoanalytisk Klinik
Kløverbladsgade 18, 2500 Valby
 

webmaster: bp