Velkommen til Det Danske Sigmund Freud Selskab

Ødipuskompleksets samfundsmæssighed

Kalender for 2016
tidl. foredrag
Om foredragsholderne
Tekster
Freud og hans værk
Videoer
Links
Om os

Ødipus-kompleksets samfundsmæssighed

 

Ole Andkjær Olsen

 

 

Skal den psykoanalytiske Ødipus-teori kunne videreudvikles fra det sæt af almindeligheder, som alle kan fremsige, men som også hænger alle ud af halsen, må man søge under overfladen og ned til dens konstituerende strukturer. Lad mig med det samme vedgå, at det, jeg i så henseende vil præsentere i det følgende, ikke i tidens ånd er en analyse af teoriens "narrative" grundlag. For hvad man end siger, vil den dekonstruktivistiske påpegning af en narrativ kerne i en teori altid sigte mod teoriens død. At finde en grundfortælling bag en teori er det samme som at bringe teorien på glatis eller trække gulvtæppet væk under den. Det kan med held gøres ved mange svagt funderede teorier, men ikke med teorier af en vis kaliber, for deres kvalitet beror frem for alt på, at de har et virkelighedsgrundlag, uanset hvad historien bag deres tilblivelse er.

I virkeligheden har narrativiteten en lang forhistorie inden for psykoanalysen helt uafhængigt af de sidste ti-femten års filosofiske mode. Det fortalte, selvfremstillingen, livshistorien har gode vilkår i den analytiske praksis, og de underliggende teorier er også i nogle tilfælde præget af "genfortællinger", f.eks. når den psykoanalytiske udviklingsteori synes kalkeret over en darwinistisk eller endog lamarckistisk udviklingsfortælling. At Ødipus-teorien tilsyneladende udspringer af Ødipus-fortællingen er heller ikke ligefrem nogen moderne opdagelse endsige afsløring, for forsøgene på at finde en sandhedskerne i Ødipus-teorien gennem ny- og nærlæsninger af myten og tragedien er lige så gamle som teorien selv og er stort set altid faldet pinligt ud. Freud brugte nemlig kun det narrative forlæg som en stillads for sin opbygning af teorien, og man kunne fra starten konstatere, at mange træk i tragedien ikke havde et modstykke i teorien, ligesom mange træk i teorien ikke lod sig genfinde i tragedien. Freud var ikke så naiv at tro, at de to størrelser i ét og alt var isomorfe, ja, faktisk konstruerede han på baggrund af Darwin en ny og mere passende pædagogisk fortælling, fortællingen om fadermordet i urhorden, svarende til indholdet i det psykologiske Ødipus-kompleks (Freud 1912-13). Her er det ikke fortællingen, der ligger bag teorien, men tværtimod den netop formulerede teori, der er skabelon for fortællingen.

Jeg vil med andre ord ikke dekonstruere Ødipus-teorien narrativt, men tværtimod analysere den som det, den er, nemlig en psykologisk teori med diverse psykopatologiske, udviklingspsykologiske, personlighedspsykologiske, socialpsykologiske og socialhistoriske aspekter.

 

 

1. Ødipus-teoriens strukturelle grundlag

 

I forbindelse med sin analyse af drifternes "skæbner", dvs. de transformationer, som en driftsindstilling kan undergå som led i en forsvarsproces, fremsatte Freud en hypotese med vidtrækkende konsekvenser, nemlig at sjælelivet som helhed beherskes af tre polariteter, nemlig subjekt/objekt, lyst/ulyst og aktiv/passiv (Freud 1915c, s. 135-36 og s. 140). Hvad der virkelig giver denne hypotese perspektiv, er muligheden for at sammenkæde de tre polariteter med de tre klassiske trin i personlighedsudviklingen, det autoerotiske, det narcissistiske og det ødipale. Ikke blot i Freuds eget forfatterskab, men også i store dele af den nyere psykoanalytiske litteratur, viser der sig herudfra mange nye interessante perspektiver, som jeg kun i begrænset omfang kan trække op i det følgende (jvf. Andkjær Olsen 1988, 1990, 1991, 1994).


Subjekt/objekt-polariteten er den grundmatrix, der fra fødslen danner omdrejningsaksen i barnets objektrelationer, idet det orienterer sig i verden gennem sondringen mellem de pirringskilder, det kan flygte fra, og dem, det ikke kan flygte fra, ligesom det opøver en metode til at gentage udefra tilførte lystgivende pirringer gennem sine egne aktiviteter, typisk ved at sutte på fingeren som erstatning for brystet. Freud og alle senere objektrelationsteoretikere betragter subjekt/objekt-polariteten som personlighedsudviklingens grundlag.

Det narcissistiske udviklingstrin er en realitet, ikke når barnet lærer at registrere lyst og ulyst, for det kan det fra fødslen, men når disse oplevelseskvaliteter danner en forestillingsmæssig polaritet, der involverer lyst og ulyst som centraltema i de psykiske processer. Dette medfører, at den tidligere realistiske sondring mellem subjekt og objekt undergraves af en heftig aktivitet af projektioner og introjektioner. Jeg'et efterlades herved i en berusende tilstand af almagtsfantasier, der dog bestandig gennembrydes af paranoid angst og ledsagende skizoide forsvarsmekanismer (Klein 1952). Lystprincippet er orienteret mod lystopnåelse og undgåelse af ulyst, men har ikke tilstrækkelig understøttelse i de psykiske strukturer til at realisere dette mål.

Denne narcissistiske konflikttype, der i stor målestok kendes fra kosmologiske og religiøse myter som en Daniel Paul Schrebers visioner om universets undergang (Schreber 1903) eller i en mere beroligende form fra evangelisten Johannes' åbenbaring i Det nye Testamente, afløses af den ødipale, som forudsætter barnets kognitive registrering af artsfællen som på samme tid lig med og forskellig fra det selv og dermed muligheden for den magtkonflikt, der er typisk for Ødipus-komplekset. Magtens roller er den aktive og den passive, vinderen og taberen, herren og slaven eller hvad man vil, og barnet forbinder entydigt lyst med indtagelsen af den aktive rolle og ulyst med indtagelsen af den passive, hvorfor dets altdominerende projekt som sikring af og supplement til den blotte lystopnåelse er omvendinger af de passive dominansrelationer, det oplever i så rigt mål (jvf. den fremragende redegørelse i Freud 1931b, s. 197-200). Det vil selv give mor tørt på og sende far i seng klokken otte, og det protesterer højlydt mod passivitetserfaringer, f.eks. det at blive løftet og håndteret som en ting, ligesom det retter sit begær mimetisk mod det, som dets autoritetspersoner også begærer. Derved får konfliktstrukturen sin velkendte trekantede gangart, og der bliver i barnet indkapslet en livslang trang til myndiggørelse og samfundsmæssig anerkendelse samt kimen til en uendelig række af psykopatologiske varianter, der realiseres, når familien og samfundet fejltolker og forkvakler det ødipale begær.

De tre trins sammenhæng med de tre polariteter kan illustreres med følgende model, hvis logik er, at den psykiske polaritet, der hører til et nyt udviklingstrin, ikke substituerer, men supplerer og overbestemmer den eller de foregående polariteter:

 

 

                                                                           

 

 

En konsekvens af den skitserede tankegang er, at en psykisk konflikt ikke blot forklares abstrakt f.eks. ud fra sammenstødet mellem det'et og jeg'et eller mellem seksualdrifterne og selvopholdelsesdrifterne, men desuden kan siges at besidde en forestillingsmæssig kerne, hvorved forsøget på konfliktløsning med fordel kan beskrives som en psykisk bearbejdning af den forestillingsmæssige polaritet, der konkret manifesterer konflikten. Dette lægger ikke op til, at udvikling, socialisation, konfliktløsning og for den sags skyld analytisk terapi skulle være et rent kognitivt anliggende, for hvis ikke de underliggende affekter følger med og så at sige lader sig kanalisere gennem de tankebaner, det psykiske arbejde anviser, er forsøget forgæves.


En anden vigtig præcisering er, at de forestillingsmæssige polariteter naturligvis repræsenterer reelle konfliktspændinger af ekstrapsykisk art. På den ene side vendte Freud blikket indad mod biologien, hvor han først forsøgte at udlede en universel konfliktualitet af menneskets konstitutionelle biseksualitet (en universel kamp mellem det mandlige og det kvindelige) og dernæst af de ligeledes konstitutionelle driftskonflikter (altså mellem seksualdrifter og selvopholdelsesdrifter i perioden 1910-20 og mellem dødsdrifter og livsdrifter fra og med 1920). På den anden side inddrog han også de krav, der stilles til individet fra de fysiske og sociale omgivelser, og fandt konkrete konfliktårsager heri. Det drejer sig generelt om konfliktspændingen mellem individets drifter og omverdenens knaphed på egnede tilfredsstillelsesobjekter. Som noget helt specielt fandt han desuden en universel konfliktårsag i incestforbudet, der fordrer overkapning af barnets seksuelle bindinger til forældrene eller i hvert fald, at det frigør sig fra sin afhængighed af dem og lærer at stå på egne ben.

Uanset konfliktens oprindelse er det imidlertid afgørende, at barnet må søge nøglen til løsningen i sin egen forestillingsverden. Det kræver psykisk arbejde at løse en ydre konflikt. Det realitetstab, der forekommer i neuroser og især psykoser, beviser med al ønskelig tydelig den indre forestillingsverdens selvgyldige eksistens, for så vidt det her er fantasierne og ikke realiteten, der bestemmer over oplevelsen, og realitetsforvrængningen har netop at gøre med uløste og fejlagtigt løste konflikter. Det positive modstykke til de velkendte patogene fastfrysninger af de grundlæggende psykiske konflikter er den konflikt- eller problemløsning, der kommer i stand, ved at der opbygges et netværk af formidlende forestillinger mellem de to poler i konflikten. Som det ligger i selve samtaleterapiens fundament, vil ord knyttet til ord i cirkler og kæder omkring bestemte højspændte kerneforestillinger have en konfliktløsende og konfliktforebyggende virkning og på længere sigt kunne etablere en ny forestillingsstruktur, der dræner de konfliktuerende forestillinger for besætningsenergi. Ifølge Ernest Jones (1916) lykkedes det urtidsmanden at løsrive sig fra dilemmaet mellem seksuelt begær og angst for livsnøden, idet han i pløjningen fandt en aktivitet, der symbolsk repræsenterer samlejet og derved giver en vis seksuel erstatningstilfredsstillelse, samtidig med den gennem sit produktive aspekt skaber mulighed for overlevelse i en usikker verden. Denne kompromisdannelse udgør dermed en psykisk konfliktløsning med realistiske fremtidsperspektiver.

I ontogenesen er der med nødvendighed en vis tidsafstand mellem barnets første præsentation for de store psykiske polariteter og dets muligheder for udarbejdelse af effektive mediationer. I den mellemliggende periode fremstår polariteterne for det som kosmiske konflikter, som det kun kan reagere på gennem lemlæstende forsvarsmekanismer eller ved at producere myter. Freud mente, at mange myter - hvis ikke alle - har en infantil oprindelse, og de såkaldte "infantile seksualteorier" (Freud 1908c) såvel som "neurotikerens familieroman" (Freud 1909c) er tydelige eksempler på potentielt patogene mytedannelser skabt med det formål at løse barnets og den unges mest påtrængende seksuelle konflikter. De tre store psykiske polariteter, subjekt/objekt, lyst/ulyst og aktiv/passiv, kan opfattes som universelle bropiller i udviklingen fra infantil afhængighed til autonomi. Som bropiller kan de ikke fungere alene. Der må bygges noget henover dem, for at de kan udfylde deres funktion. De introduceres i det psykiske liv - får psykisk realitet - i den rækkefølge, der er angivet i modellen ovenfor, men subjekt/objekt-polariteten må desuden forstås som den matrix for personligheden, som de to andre polariteter virker styrende og organiserende ind på, efterhånden som de tilføjes.


Når lyst/ulyst-polariteten er etableret som forestilingsmæssig polaritet, kommer subjekt/objekt-polariteten til at stå i denne polaritets tegn, som Freud påpegede med begreberne om lyst-jeg'et og den fremmede rest (Freud 1915c), og som det er endnu tydeligere i Melanie Kleins paranoid-skizoide position (Klein 1952). Desuden igangsættes der en serie af psykiske processer med den funktion at mediere mellem lyst og ulyst, således at deres for barnet uventede og overrumplende manifestationer sættes på formel og bringes under kontrol. Mediationen består i, at der opbygges forestillingsmæssige årsagskæder omkring de lyst- og ulystsituationer, der kendes fra de nære omgivelser, således at det opbyggede angstberedskab i tide kan nå at udløse et handlingsindgreb, når en fare registreres. Dermed er grunden lagt til udviklingen af realitetsprøvelsen og realitetsprincippet, der er forudsætningen for anerkendelsen af den materielle realitet. Gennem disse to funktioner kan der sondres mellem fantasi og realitet og mellem den psykiske og den materielle realitet (sjæl og legeme), og det bringer alt andet lige lyst/ulyst-konflikten ned på et mere overkommeligt niveau.

Ved etableringen af aktiv/passiv-polariteten som psykisk polaritet (ifølge de fleste iagttager når barnet er omkring atten måneder) sker der en yderligere omkalfatring af personligheden. Med beherskelsen af aktiv/passiv-polariteten følger evnen til at sondre mellem ting og personer, idet intersubjektiviteten og gensidigheden i relationen - omvendingen af polariteten og ombytningen af den aktive og den passive rolle - kun kan realiseres i barnets forhold til andre mennesker. Konflikten er her defineret af modsætningen mellem barnets ønske om at indtage den aktive position i forholdet til andre og omgivelsernes ønske om, at barnet på given foranledning forholder sig passivt, dvs. lydigt. Den umedierede konflikt manifesterer sig som en afgrundsdyb forskel mellem triumf og ydmygelse, hvor nogen tredje mulighed ikke kan tænkes. Heroverfor har mediationen respekten for andre som sit princip, og endemålet for mediationsprocessen er barnets anerkendelse af den sociale realitet, idet det lærer at sondre mellem lovbruddet og loven som en ny polaritet, der gør det muligt at leve i det sociale fællesskab uden ødelæggende konflikter og ydmygende nederlag.

Vi har hermed fået indført to nye komplekse polariteter svarende til den overbygning på bropillerne, der billedligt blev indvarslet ovenfor, nemlig fantasi/realitet, der tjener til som mediation i konflikten mellem lyst og ulyst, og som er kernen i realitetsprøvelsen og realitetsprincippet, og lovbrud/lov, der tjener til at mediere i konflikten mellem aktiv og passiv, og som er kernen i det sæt af socialt fungible interaktionsformer, socialisationsprocessen har som formål at frembringe. Alle de omtalte polariteter og mediationer kan nu fastholdes i følgende model:

 

 

 

Romertallene angiver ikke nogen kronologi i streng forstand, og modellen er - som det ses - ikke nogen lineær udviklingsmodel. Det hænger sammen med, at mediationen af lyst/ulyst-polariteten på ingen måde er afsluttet, når mediationen af aktiv/passiv-polariteten begynder. Begge mediationer foregår i en vis udstrækning samtidig, og en endelig fastlæggelse af fantasi/realitet- og lovbrud/lov-polariteterne kan med vore almindelige begreber om disse forhold hverken siges at ske i barndommen eller ungdommen, ja, egentlig er det polariteter, der tegner en utopisk målsætning og er til løbende revision gennem hele livet. Den mediationsakse, der forbinder II og III i modellen, kan kaldes den narcissistiske akse, ligesom aksen mellem IV og V kan kaldes den ødipale akse. Begge akser udgør et kontinuum, hvor en lav grad af mediation aftegnes tæt på grundlinjen, en høj grad af mediation tæt på toppunktet.


En af modellens fordele er, at den kan problematisere forholdet mellem de to akser. Således gælder det, at en utilstrækkelig mediation af lyst/ulyst-polariteten på den narcissistiske akse vil bebyrde aktiv/passiv-polariteten med en uforholdsmæssig stor affektpolarisering, hvorved afstanden mellem faderen som idealbillede og faderen som had- og angstobjekt ikke kan mindskes, hvilket igen vil gøre det yderst vanskeligt at overvinde Ødipus-komplekset på normal vis. Omvendt vil en tidlig stabilisering af lovbrud/lov-polariteten kunne fremme gennemarbejdningen af narcissismen. Man kan sige, at anerkendelsen af samfundets love vil understøtte den indlæringsproces, der har anerkendelsen af naturlovene som mål, eller slet og ret at over-jeg'ets principper bringes til at understøtte realitetsprincippet.

Summen af disse overvejelser er, at den lineære model over psykiske organisationer, der med variationer kan genfindes i næsten alle dele af den psykoanalytiske teori, her er rekonstrueret strukturelt ud fra det, jeg påstår er dens konstituerende dele. Det drejer sig om den præødipale (autistiske, symbiotiske, narcissistiske) organisation (I-II-III), den ødipale organisation (tilføjelsen af IV) og den postødipale organisation (tilføjelsen af V).

 

 

2. Ødipus-konfliktens normalisering i familien og samfundet

 

I forrige afsnit blev det abstrakte psykodynamiske skelet for Ødipus-komplekset fremstillet. I det følgende drejer det sig om det kød, der konkret hænges på skelettet i den enkelte familie og det enkelte samfund. Spørgsmålet er med andre ord, hvilke faktorer der er afgørende for den måde, Ødipus-komplekset overvindes på set i sammenhæng med den ødipale mediationsakse IV-V.

Freuds vision om Ødipus-kompleksets fuldstændige tilintetgørelse og over-jeg'ets momentane tilsynekomst i dets sted (Freud 1924d) er af flere grunde urealistisk. At over-jeg'et rummer samfundets krav og forventninger til barnet, er holdbart nok i sin almene formulering, men dannelsen af over-jeg'et er en langvarig proces, der ikke først begynder i femårsalderen, som Freud mente, og hvis dannelse i hvert fald ikke for drengens vedkommende afsluttes lige så brat med forvandlingen af kastrationsangsten til samvittighedsangst (jvf. Andkjær Olsen 1994).

I nyere teorier om Ødipus-komplekset er denne proces da også søgt afdramatiseret, idet overgangen fra den ødipale til den postødipale organisation gøres til et spørgsmål om barnets kategoriale anerkendelse af køns- og generationspolariteterne. Denne reformulering af Ødipus-teorien stammer fra sociologen Talcott Parsons (Parsons 1954a, 1954b og 1958 samt Parsons/Bales 1955) og er inden for psykoanalysen ikke mindst repræsenteret af Janine Chasseguet-Smirgel (Chasseguet-Smirgel 1984 og 1986). Meningen er, at konflikten hos det ødipale barn udspringer af, at det vægrer sig mod enten at være dreng eller pige (og dermed resignere i forhold til penis- og livmodermisundelsen) og mod at være barn og ikke voksen (og dermed give afkald på de voksnes seksuelle og andre privilegier). Over-jeg'ets dannelse skulle ifølge denne tankegang være et spørgsmål om internalisering af de to krav, og der levnes hermed plads til en senere udbyggelse af det med andre internaliseringer.

Over for denne teori er min påstand, at den går fejl af den egentlige kerne i Ødipus-konflikten, og desuden at den negligerer forskellene mellem de to polariteters biologiske, psykologiske og sociologiske aspekter. De to polariteters betydning for komplekset udspringer ikke af deres biologiske realitet, som er uafviselig, men af den rolle, de psykologisk spiller i den pædagogiske diskurs, hvorigennem forældrene socialiserer barnet. Deres opgave er ifølge min synsmåde at repræsentere aktiv/passiv-polariteten, der er den egentlige ødipale polaritet, og at medvirke til mediationen mellem den aktive og den passive position. Den forskydning, der finder sted fra aktiv/passiv-polariteten til generationspolariteten og kønspolariteten, har med andre ord samme funktion som den forskydning, der i den mytiske tænkning finder sted fra en uoverkommelig til en mere overkommelig modsætning, f.eks. i Pueblo-indianernes myteunivers fra liv/død til landbrug/krig, hvor jagt er det medierende element, og til planteædende dyr/rovdyr, hvor ådselsædende dyr er det medierende element (Lévi-Strauss 1955). Sammenhængen mellem aktiv/passiv-polariteten og køns- og generationspolariteterne kan noteres på følgende måde:

 

 


 

De to polariteter definerer altså ikke Ødipus-komplekset, men er led i familievalgte metoder til at repræsentere og overvinde det. Når forskydningen i retning af generations- og kønstemaet alt andet lige øger mulighederne for mediation, skyldes det, at generationspolariteten og kønspolariteten er lettere at begribe og bearbejde for barnet end den abstrakte og i sig selv ubegrundede aktiv/passiv-polaritet, der på én gang usynligt og uafvendeligt har bemægtiget sig enhver objektrelation. Generations- og kønspolariteterne peger hver på deres måde frem mod en virkelig mediation i fremtiden. Kan barnet ikke straks erhverve de voksnes privilegier, kan det i hvert fald trøste sig med, at det selv en dag vil blive voksent, ligesom det kan konstatere, at der gennem opvæksten sker en kontinuerlig forøgelse af dets privilegier i takt med, at det selv vokser, og kan det ikke erhverve det andet køns attributter, som det ligger i penismisundelsen og livmodermisundelsen, kan det tilsvarende trøste sig med, at det som voksent kan gifte sig med en person af det andet køn, og at kønspolariteten generelt giver begæret gode vilkår.

Chasseguet-Smirgels fejltagelse består i, at hun forudsætter, at barnet, så snart det har opfattet de to polariteter, straks erkender alle deres betydninger og konsekvenser fra det normale heteroseksuelle objektvalg til forplantningens mysterier. Det er imidlertid vanskeligt at tænke sig noget begreb, der ikke kontinuerligt ændrer betydning i takt med socialisationen, og det gælder også de to polariteter. Jo tidligere barnet under ydre pres begynder at bruge dem i sin forståelse, jo mere farvede vil de være af den uformidlede aktiv/passiv-polaritet, som de er blevet sammenkædet med. Et af tegnene herpå er den "generationschauvinisme" og "kønschauvinisme", der er så karakteristisk for det ødipale barn, og som f.eks. kommer til udtryk i drengens til det fobiske grænsende afsky for alt kvindeligt og hans ringeagt for et blot få måneder yngre barn. I værste fald sker der det, at de to polariteter ikke har held til at opfylde deres medierende funktion, men i stedet trækkes ned på den umedierede aktiv/passiv-polaritets niveau, hvorved de får et varigt asocialt og måske patologisk præg. Det, at barnet anerkender polariteternes eksistens og accepterer sin egen identitet som "søn" eller "datter", er på ingen måde en garanti for Ødipus-kompleksets overvindelse, sådan som Chasseguet-Smirgel mener.

Ødipus-strukturen er universel i kraft af aktiv/passiv-polariteten, men det er ikke givet, at generationspolariteten og kønspolariteten altid vil spille den samme rolle i mediationsarbejdet. Der er også mange andre polariteter, der kan repræsentere aktiv/passiv-polariteten. Af de negative muligheder, hvor den ødipale forstærkning understreger relationens asociale karakter, kan nævnes forskelle m.h.t. rigdom, social position, nationalitet, etnicitet, sundhedstilstand og beklædning. Det er forskelle, der påviseligt øver en nærmest magnetisk tiltrækning på barnets opmærksomhed, og hvor barnets udtrykte interesse som følge af den ødipale prægning næsten altid virker "upassende", idet forskellene uvilkårligt tolkes hierarkiserende. Af mere positive muligheder må man pege på spil og sport, hvor der ganske vist i reglen skal kåres vindere og tabere, men hvor princippet om lige muligheder og om at skiftes til at være aktiv og passiv i hvert fald holdes i hævd, og hvor aktiviteternes karakter af leg mildner oplevelsen af taber- og vinderrollen og måske tilmed kan fremme bevidstgørelsen af rollernes relativitet.


Frem for som Freud vedblivende at tale om Ødipus-kompleksets "undergang" kan man mere fleksibelt og alment tale om dets normalisering, hvorved jeg forstår en delvis mediation mellem den aktive og den passive position og en fiksering af de resterende skævheder i en form, der korresponderer med skævhederne i den enkelte familie og det enkelte samfund. Normalisering er et overbegreb for alle de formningsprocesser, familien iværksætter over for barnet på samfundets vegne. Hvordan barnet får løst sin ødipale konflikt, er et resultat af de mediationsmuligheder, forældrene og samfundet henholdsvis tilbyder det og påtvinger det. Theodor Reiks analyse af pubertetsritualerne i primitive samfund giver et instruktivt billede af, hvordan de ødipale bånd hugges over i puberteten gennem en nøje planlagt serie af initierings- og optagelsesceremonier (Reik 1915-16), og vor egen kultur rummer tilsvarende myter og ritualer, der skal hjælpe barnet gennem den ødipale konflikt. Samfundet er ikke ansvarligt for, at der opstår et Ødipus-kompleks, men det er til gengæld ansvarligt for den måde, hvorpå det overvindes, og den form, hvori det fikseres.

 

 

3. Ødipus-kompleksets samfundsmæssige manifestation set i et historisk perspektiv

 

I spørgsmålet om samspillet mellem krop, psyke og samfund havde Freud et temmelig bastant syn på tingene. Han forestillede sig en ensidig kausalitet fra det kropslige til det psykiske og fra det psykiske til det samfundsmæssige. Vi ser det i hans vidtgående ideer om, at Ødipus-komplekset ligger til grund for kunst, familie, religion og samfundsmæssighed (Freud 1912-13, s. 121). Dette er uheldigt, da man så får et billede af et samfund, der er uforanderligt fastsømmet til det traditionelt definerede Ødipus-kompleks' hierarkiske måde at strukturere familierollerne på. Samfundet har ifølge denne synsmåde ikke selv nogen afgørende indflydelse på kompleksets udformning, men er med sine mangfoldige symbolske fædre blot en reproduktion af det. Det er måske forståeligt, at den psykoanalytiske Ødipus-teori på denne baggrund har fået skyld for at være reaktionær, autoritær og patriarkalsk, og at mange har bekæmpet den såvel politisk som videnskabeligt. Den eksplicitte kritik, der gik under navnet "Anti-Ødipus" (Deleuze/Guattari 1972), udgjorde kun toppen af isbjerget som en moderigtig opfølgning af den kritik, der gennem årtier havde været fremført af bl.a. marxister og feminister. Men selv om kritikken er forståelig, vil jeg hævde, at den er forkert.

For at frisætte Ødipus-teoriens kritiske potentialer må man gøre op med forsøgene på at knytte komplekset definitorisk sammen med familiens køns- og autoritetsroller. I min egen forståelse af Ødipus-kompleksets samfundsmæssighed lægger jeg vægt på, at komplekset er universelt, men ikke desto mindre fremtræder meget forskelligt, alt efter hvilken mediationsgrad det har nået. Selv om der tydeligvis er en dialektik mellem familie og samfund, lægger jeg ikke op til at udråbe en politisk konflikt mellem de to sfærer. De er to sider af samme sag, og reaktionære kræfter kan skjule sig i begge sfærer, ligesom en politisk progressiv indsats nødvendigvis må sættes ind begge steder. En overvindelse af komplekset kræver således et arbejde på i hvert fald to fronter: en konsekvent tilstedeværelse af forældrene i barnets opvækst, hvor dets autoritetsforestillinger skal forskydes fra vilkårlige personbundne til abstrakte og lovbundne idealer, og et bredt politisk arbejde for at demokratisere som mange af samfundets styrende processer som muligt.

Jeg vil som en generel regel hævde, at der - med forbigående overgangskriser som undtagelse - er korrespondance mellem autoritetsforholdene i familien og autoritetsforholdene i samfundet, og at mediationen af Ødipus-konflikten i det store og hele ligger på niveau med demokratiseringen af det politiske liv. Man skal ikke fokusere ensidigt på familien som agent for socialisationen, for det er samfundet som helhed, der sørger for, at mediationen af den ødipale konflikt fastfryses der, hvor demokratiseringen i samfundet er standset. Historien rummer mangfoldige eksempler på, hvordan samfundet griber ind i familiens forhold - tænk blot på incestforbudet. Intet samfund kan i længden tolerere det rå og uformidlede Ødipus-kompleks, der både er asocialt og destruktivt, men alle samfund har på en eller anden måde brug for de ødipale følelsesbindingers transformationsprodukter, f.eks. samvittighed, idealisme og offervilje. Sådanne sammenhænge skal en ajourført og moderniseret Ødipus-teori være i stand til at redegøre for.


Lad os se på forskellige historiske eksempler. Freuds første samfundsmæssige applikation af Ødipus-teorien var en antropologisk studie af de såkaldt totemistiske samfund, som han sammenlignede med sin konstruerede "broderhorde", der afløste urhorden efter fadermordet (Freud 1912-13), og generelt har det oftest været materiale fra antropologien, der har holdt for, når psykoanalysen skulle teste Ødipus-teoriens anvendelighed, jvf. striden om kompleksets universalitet mellem Róheim, Jones, Reich og Malinowski (Andkjær Olsen 1988). Disse samfund var så relativt enkelt opbyggede, at de ødipale strukturer var direkte genkendelige såvel i familierelationerne som i stammemedlemmernes relationer til samfundets øvrighedspersoner.

Det samme gælder i feudalsamfundet, hvor den pyramidale struktur med stor tydelighed var kalkeret over fader/barn-relationer. Nederst i hierarkiet er familien organiseret efter det patriarkalske princip med en stærk familiefader som overhoved for f.eks. en landbrugs- eller håndværksvirksomhed. Denne kerneenhed kunne organisere et betydeligt antal personer som én stor familie og tendentielt overflødiggøre andre samfundsmæssige bånd. Man levede og åndede for familien, hvad enten det drejede sig om blods- eller ægteskabeligt beslægtede medlemmer eller hyrede medarbejdere, hvis afhængigheds- og ansættelsesforhold fremdeles havde familierelationerne som prototyper. Kun familieoverhovedet behøvede at bekymre sig om laugets, kirkens og stadens magthavere. Også i andre sektorer af middelaldersamfundet udnyttedes familiens følelsesregister. Religionen såvel som den kirkelige organisation har sine fædre og mødre, sine brødre og søstre og sine sønner og døtre, og inden for militæret er korpsånden fabrikeret af forlængede fader/søn- og broder/broder-relationer. Øverst i hierarkiet sad som bekendt fyrsterne, kejseren, paven og Gud fader selv som symbolsk kransekagepynt.

Den ødipale strukturering bevaredes imidlertid også i det dynamiske kapitalistiske samfund, der afløste feudalsamfundet, og det er interessant at iagttage, hvordan den absolutistiske nationalstat har fungeret som murbrækker for det kapitalistiske samfund netop ved at nedbryde slægtsloyaliteten og sætte den enkeltes direkte loyalitet over for den enevældige monark i stedet. Nationalstatens succes var bl.a. en følge af, at de familieskabte følelser så let lod sig binde til den via begreber som "modersmålet", "fædrelandet" og den regerende "landsfader". I virkeligheden skulle de enevældige monarker kun bruges som påskud til at knuse lokalsamfundenes relative autonomi. De gamle statiske og hierarkiske bystrukturer blev fejet væk, ligesom alliancer mellem lokale fyrster blev knust, alt sammen for at bane vej for markedet. I dette tilfælde er det ikke blot Ødipus-komplekset, der sætter sig igennem samfundsmæssigt, men i lige så høj grad stærke samfundskræfter, der udnytter de forefundne ødipale strukturer i enkeltindividets psykologi.

I forbindelse med de borgerlige og socialistiske revolutioner var billedet et andet. Her gjaldt det omvendt, at Ødipus-komplekset fungerede som en historisk dødvægt i forhold til de revolutionære hensigter. Psykoanalysens bidrag til "revolutionens psykologi" (jvf. Federn 1919) går netop ud på, at hvis den forhadte despot fjernes ved en blodig revolution, vil det psykologisk virke ligesom fadermordet i urhorden: efter et faderløst interregnum vil der komme en ny despotisk fader af samme kaliber som den dræbte eller fordrevne. Den franske revolution fjernede Ludvig XVI, men banede vej for Napoleon Bonaparte, og februar-revolutionen fjernede kong Louis-Philippe, men banede vej for Napoleon III. Som alternativ til anarki er en gennem lang tid undertrykt befolkning kun i stand til at indgå i et stabilt autoritetsforhold på samme niveau som det, man omstyrtede. Man kan ikke hæve sig over dette niveau ved en enkeltstående folkelig rejsning, men kun gennem et møjsommeligt mediations- og demokratiseringsarbejde. Borgerskabet prioriterede selv friheden og den stærkes ret langt over demokratiet, og det er da også i den borgerlige epoke fra 1789 og frem til 1945, at det Freud'ske kompleks med dets seksualundertrykkelse, dets neuroser og dets ambivalente familietilknytning har fået den udformning, der af mange anses for den klassiske.


Man kan heller ikke undre sig over, at komplekset beholder sin betydning i betonkommunistiske og fundamentalistiske islamiske samfund, hvor revolutionens love har gentaget sig helt frem til nutiden: Den russiske revolution fjernede tsar Nikolaj II, men banede vej for Josef Stalin. Den iranske revolution fjernede shah Mohamed Reza Pahlavi, men banede vej for ayatollah Khomeini. Og ved kommunismens sammenbrud er det samme sket igen, idet de faldne kommunistiske diktatorer blot har banet vej for nye borgerligt sindede diktatorer med omtrent samme syn på demokrati som latinamerikanske kupgeneraler. Selv om man ikke skal undervurdere hærens og det hemmelige politis betydning i denne proces, er en væsentlig forklaring på den fremdeles, at det er den type autoriteter, befolkningen i mangel af genuine demokratiske erfaringer selv længes efter. Sådan virker den Freud'ske faderlængsel i praksis.

Hvad sker der så i det senkapitalistiske samfund i den vestlige verden? Her er det tilsyneladende kun i perifere og isolerede samfundssektorer, at de ødipale relationer bevares. Det er tydeligt, når det drejer sig om en mafiafamilie, en klan af indvandrere eller et gammelt forretningsdynasti, for her overføres ens forpligtelser over for faderen fremdeles til "gudfaderen", slægtsoverhovedet eller patriarken (og i visse brygger- og skibsrederfamilier har man tilmed kunnet se Ødipus-dramaet genopført med pædagogisk klarhed). Også i landadelen, hvor man i de forfaldne og forgældede godser søger at holde stamtavlen i hævd, og i kongehusene, der jo i politisk henseende er mærkeligt museumsagtige fortidslevn, er betydningen af blodets bånd bevaret, idet en prins bestemt ikke må gifte sig med en korpige, selv om hun ser godt ud. Men i resten af samfundet og specielt de dele, der er toneangivende i politisk, økonomisk og kulturel henseende, følges der tilsyneladende andre modeller end Ødipus-komplekset.

Den alvorligste udfordring for teorien er i så henseende sket i årene efter 1968, et år, der er blevet symbol på den sidste store antiautoritære revolution. Det går som en rød tråd gennem den vestlige kulturs historie siden 1950erne, at de unge ikke mere ville finde sig i den undertrykkende fader, den strenge seksualmoral, det klassedelte samfund og de arrogante politiske magthavere, og 68erne opsamlede de protester, der var indledt med James Dean, Marlon Brando, Elvis Presley og The Beatles, i en både politisk og personlig nyorientering. Man er lige ved at kunne sige, at 68-oprøret har sejret sig ihjel. I de tredive år, der er fulgt efter oprøret, har man set uhørte opløsningstendenser inden for de hidtil gældende familiestrukturer, hvor den enlige moder har afløst den patriarkalske fader som familieoverhoved.

Samtidig hævdes det, at tiden er løbet fra Ødipus-komplekset, fordi det postmoderne samfund i stigende grad består af institutioner, hvis fremherskende relationer hverken er, ledsager eller ligner familierelationer. De er ikke særligt demokratiske, men de er heller ikke præget af en gammeldags, synlig autoritet. Deres magtudøvelse er anonym, bureaukratisk og teknokratisk. Man er oppe mod computerstyring, TV-overvågning og uforståelige udtalelser fra hvidkitlede eksperter, og i denne verden kan man ikke orientere sig gennem det, man har lært i familien. Man er på forkant med udviklingen, når man som de mest tidstypiske yuppier, politikere og forskere har erstattet de nære personlige bånd med narcissistisk selvspejling og over-jeg'et med en computer, der når som helst kan omprogrammeres.

I den samme periode skete der en omfattende politisk, teknologisk, industriel og militær udvikling, der i det store og hele unddrog sig demokratisk kontrol. Det var en udvikling uden valgmuligheder, hævdede eksperterne, og derfor blev de store og afgørende spørgsmål ikke lagt frem til offentlig politisk diskussion. Alle henviste med respekt til "udviklingen" som sådan, mens politiske målsætninger, der kom på tværs heraf, blev affærdiget.

Der har altså i virkeligheden været to samtidige tendenser, på den ene side en antiautoritær eller direkte anarkistisk bevægelse, og på den anden side en dyb bøjen sig for "udviklingen". Disse to tendenser er ikke - som man skulle tro - modsætninger, men har på en uheldig måde forstærket hinanden. Man har ikke ønsket stærke synlige magthavere, for de krænkede ens inderste ødipale følelser, så derfor har man i stedet fået nogle endnu stærkere skjulte magthavere i form af konsulenter, analytikere, eksperter og kommissærer, dvs. magthavere uden politisk magt i gammeldags forstand, men magthavere med uhørte evner til at løbe om hjørner med de folkevalgte politikere.


Jeg mener ikke, at denne voldsomme historiske udvikling varigt har sat de ødipale strukturer ud af kraft. Der er ikke kommet et blivende faderløst samfund (jvf. Mitscherlich 1963). Målestokken på dette er ikke det etablerede samfundsliv, men de ungdomsgenerationer, der har tegnet billedet efter 1968. Hvor det efter 1968 ofte var yderligtgående militante aktionsgrupper som RAF, der satte dagsordenen i avisoverskrifterne og de opfølgende sociopædagogiske analyser, var det fra slutningen 1970erne de apatiske såkaldte narcissister, fra slutningen 1980erne de autonome og i 1990erne de unge indvandrere. Det er alle sammen marginaliserede grupper, der eksemplificerer en kommunikationsbrist mellem samfundets myndigheder og den socialiserende familieinstitution, der ikke er i stand til at levere det ønskede produkt, og hvor samfundet derfor må gribe til forskellige former for "efteropdragelse".

Det er rigtigt, at samfundet i denne periode så at sige "glemte" familien, som derfor fik lov til at gå i opløsning. Men symptomerne er ikke udeblevet. Den socialisation, der ikke har fundet sted i familien, fordi ingen ville spille rollen som autoriteter, er efterfølgende blev læsset over på psykologer, socialpædagoger, sagsbehandlere, politi og domstole. Den borgerlige del af samfundet kræver som reaktion på det stigende anarki mere politi og strengere straffe til lovovertræderne, men det er ikke hele sandheden. De autonome lider påviseligt selv af en ulykkelig kærlighed til politiet, og de eneste, der kan få de mest ustyrlige andengenerationsindvandrere i tale, er netop personer, der er parate til at indtræde i en gammeldags og autoritær faderrolle over for dem, rapporteres det i stigende grad. Man kan tilmed jævnligt se interviews med anarkistiske skoleelever, der råber på mere disciplin, og med ungdomskriminelle, der nærmest selv anbefaler hårdere straffe for deres lovovertrædelser.

Moralen er, at et fravær af autoritet i familien psykologisk virker på samme måde som en streng og despotisk autoritetsudøvelse: den holder de interpersonelle relationer på et niveau med stejle over- og underordningsforhold, hvor det treårige barns raseri og voldsfantasier desværre blot meget lettere omsættes til virkelig vold 10-20 år senere, fordi de er forblevet ubearbejdede. Det var oprørsgenerationens fatale fejltagelse, at den troede, at man kunne slippe uden om de skæve ødipale over- og underordningsforhold med stejle magtrelationer blot ved at undlade at forbyde barnet noget og derved skaffe sig en genvej til et socialt retfærdigt samfundssystem. Demokrati og social retfærdighed er ikke et spørgsmål om, at alle realiserer deres inderste narcissistiske drømme, for de er både urealistiske og asociale. Jo mere de unge sætter deres lid til anarkistisk magtudøvelse, jo længere er de fra at vinde politisk indflydelse, og jo mere får man et samfund, hvor Ødipus-komplekset, fordi det er primitiviseret, momentant ikke opfylder sin funktion, nemlig at være medium for de unges spring fra familien til samfundet.

Først når dette er erkendt, kan udviklingen begynde forfra, dvs. der hvor den standsede med ungdomsoprøret, men naturligvis gerne med udnyttelse af oprørets kritiske potentialer. "Efteropdragelsen" har som mål at udjævne (formidle, mediere) forskellen mellem autoritet og undersåt, magt og afmagt, aktiv og passiv gennem oplæring i sociale og demokratiske samspilsmønstre og interaktionsformer. De asociale ødipale ønsker skal gennem refleksionserfaringer et efter et forvandles til brugbare omgangsformer og indgå i den pulje af interaktionsmønstre, der udgør over-jeg'et.

Man kan hverken generelt eller som tommelfingerregel anvende en evolutionshistorisk model på mediationsprocessen. Det er ikke sådan, at der i primitive kulturer er en lav mediationsgrad og i industrialiserede kulturer en høj. Der kan i primitive samfund findes velfungerende demokratiske institutioner og en socialisationspraksis, vi selv kan lære meget af, hvad bl.a. Malinowski (1929) og Reich (1932) slog til lyd for, og der kan i industrialiserede samfund findes militærdiktaturer, der - hvis de holder sig ved magten over en længere periode - fremmer en hårdhændet og autoritær socialisation, som Reich har påpeget med baggrund i nazismens fremkomst i Tyskland (Reich 1933).


Noget af forklaringen skal formentlig søges i, at en voldsom økonomisk, teknologisk og militær opbygning er vanskelig at styre demokratisk. Den nødvendige organisatoriske centralisering fremmer tendensen til politisk centralisering, og så er den regrediente udvikling sat i gang. Dette er måske selve dilemmaet i den europæiske union, hvor de mange mere eller mindre planøkonomiske tiltag burde tiltale den politiske venstrefløj, men hvor alle fordelene i samme åndedrag sættes på spil igen p.g.a. den for stordriften nødvendige tilsidesættelse af de demokratiske processer. Det er så afgjort lettere at fastholde demokrati og interpersonel jævnbyrdighed i samfund, hvor der kun er et fåtal af institutioner, der kræver kollektiv styring, mens afmagten bliver større, jo længere der både reelt og billedligt er til den regerende metropol, in casu Bruxelles.

Hvilken rolle Ødipus-komplekset kommer til at spille i et fremtidigt samfund, kan ikke forudsiges, men det kan forudsiges, at samfundet i tilfælde af et socialisationsdeficit vil forstærke sin interesse for familien og de øvrige socialisationsagenter, således at opdragelsen igen kommer til at svare til samfundets behov. Det er derfor også her, at den ideologiske og politiske kritik på ny kan tage sit afsæt. Ødipus-teorien foreskriver bestemt ikke, at alle skal blive autoritære og chauvinistiske, men forklarer tværtimod, hvorfor nogle af os bliver det, og giver os desuden midler i hænde til at undgå, at det fortsat sker fremover. Selv om den fuldstændige udjævning af magtbestemte uligheder mellem mennesker er en utopi, er der ingen grund til at opgive den som det punkt, man sigter efter at nå, eller til at ophøre med at kritisere selvbestaltede og skjulte autoriteter, hvor man møder dem. Magten i samfundet kan ikke elimineres, men den kan altid demokratiseres yderligere.

 

 

 

Litteratur:

 

Andkjær Olsen, O. (1988): Ødipus-komplekset. København: Hans Reitzels Forlag. Disputats.

 

Andkjær Olsen, O. (1990): Ødipus, Sofokles og Freud. IN: Psyke & Logos, 11,2 (s. 389-99). København: Dansk psykologisk forlag.

 

Andkjær Olsen, O. (1991): Ødipus-teoriens ajourføring. IN: K&K, nr. 69 (s. 111-20). Holte: Medusa.

 

Andkjær Olsen, O. (1994): Den levende og den døde fader. Nogle ødipale knuder i psykoanalysens historie. IN: Bent Rosenbaum m.fl. (red.): Piano. Hommage à Per Aage Brandt. Aarhus: Center for Semiotisk Forskning.

 

Chasseguet-Smirgel, J. (1984): Kreativitet og perversion. København: Rævens Sorte Bibliotek, 1986.

 

Chasseguet-Smirgel, J. (1986): Sexuality and Mind. The Role of the Father and the Mother in the Psyche. New York: New York University Press.

 

Deleuze, G. & Guattari, F. (1972): Capitalisme et schizophrénie. L'Anti-Oedipe. Paris: Minuit.

 

Federn, P. (1919): Zur Psychologie der Revolution: Die Vaterlose Gesellschaft. IN: Helmut Dahmer (red.): Analytische Sozialpsychologie 1 (s. 65‑88). Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1980.

 

Freud, S. (1908c): Om infantile seksualteorier. IN: Afhandlinger om seksualteori (s. 137-50). København: Hans Reitzels forlag, 1985.

 

Freud, S. (1909c): Der Familienroman der Neurotiker. IN: Studienausgabe 4 (s. 221-26). Frankfurt am Main: Fischer Verlag, 1972.

 

Freud, S. (1912-13): Totem og tabu. København: Hans Reitzels forlag, 1983.

 

Freud, S. (1915c): Drifter og driftsskæbner. IN: Metapsykologi 1 (s. 117-42). København: Hans Reitzels forlag, 1983.

 

Freud, S. (1924d): Ødipus-kompleksets undergang. IN: Afhandlinger om seksualteori (s. 167-73). København: Hans Reitzels Forlag, 1985.

 


Freud, S. (1931b): Om den kvindelige seksualitet. IN: Afhandlinger om seksualteori (s. 187-203). København: Hans Reitzels Forlag, 1985.

 

Jones, E. (1916) The Theory of Symbolism. IN: Papers on Psycho-Analysis (s. 87-144). London: Maresfield Reprints, 1977.

 

Klein, M. (1952) Nogle teoretiske konklusioner om spædbarnets følelsesliv. IN: Psykoanalyse af børn. Udvalgte skrifter (s. 201-44). København: Rhodos, 1973.

 

Lévi-Strauss, C. (1955): The Structural Study of Myth. IN: Structural Anthropology. New York: Anchor Books, 1967.

 

Malinowski, B. (1929): The Sexual Life of Savages in North-Western Melanesia. London: Routledge & Kegan Paul, 1982.

 

Mitscherlich, A. (1963): Auf dem Weg zur Vaterlosen Gesellschaft. München: R. Piper & Co, 1973.

 

Parsons, T. (1954a): The Father Symbol: An Appraisal in the Light of Psychoanalytic and Sociological Theory. IN: Social Structure and Personality (s. 34-56). New York: The Free Press of Glencoe, 1964.

 

Parsons, T. (1954b): The Incest Taboo in Relation to Social Structure and the Socialization of the Child. IN: Social Structure and Personality (s. 57-77). New York: The Free Press of Glencoe, 1964.

 

Parsons, T. (1958): Social Structure and the Development of Personality: Freud's Contribution to the Integration of Psychology and Sociology. IN: Social Structure and Personality (s. 78-111). New York: The Free Press of Glencoe, 1964.

 

Parsons, T. & Bales, R.F. (1955): Family, Socialization and Interaction Process. London: Routledge & Kegan Paul, 1956.

 

Reich, W. (1932): Der Einbruch der sexuellen Sexualmoral. Frankfurt am Main: Fischer Verlag, 1981.

 

Reich, W. (1933): Fascismens massepsykologi. København: Rhodos, 1974.

 

Reik, T. (1915-16): Die Pubertätsriten der Wilden. IN: Imago, 4 (s. 125-44 og s. 189-222). Wien: Internationaler Psychoanalytischer Verlag.

 

Schreber, D. P. (1903): En nervesyg patients memoirer (uddrag). IN: Sigmund Freud: Schreber (s. 81-130). København: Hans Reitzels forlag, 1990.

Det Danske Sigmund Freud Selskab
co. Psykoanalytisk Klinik
Kløverbladsgade 18, 2500 Valby
 

webmaster: bp