Psykoterapi og psykoanalyse v. psykolog Bente Petersen

Angst og udvikling
Home
Priser og ventetider
Henvisning til psykolog
Supervision
Publikationer
Links
vejviser
Om os

artikel i Fokus på Freud, Reitzel 2006




Angst og udvikling


af Bente Petersen



 

Livet er ikke let! udbryder Freud i ovenstående skrift, i sympati med jegets bestræbelser på at tjene ikke én, men hele tre herrer, nemlig det'et, overjeget og omverdenen. Ikke så underligt, at jeget har det svært og til tider kommer galt af sted i sin forvaltning af angstsignaler og forsvarsreaktioner i bestræbelserne på at tilfredsstille alle parter bedst muligt. ”Når jeget må indrømme sin svaghed,” siger Freud, ”bryder det ud i angst, realangst for omverdenen, samvittighedsangst for overjeget, neurotisk angst for lidenskabernes styrke i det’et.”

Angst er det vi mærker, hver gang vi havner i en traumatisk situation eller fornemmer, at en sådan er under opsejling. Freud mener, at angstens urkilde er fødselssituationen: det var under fødslen, vi lærte angsten at kende, og det, vi dybest set frygter, hver gang vi mærker angsten, er at havne i en situation svarende til fødslen, hvor vi oplevede at være hjælpeløst overladt til kaotiske driftskrav, som vi ikke på nogen måde kunne bemestre. 

Betingelserne for at komme i en sådan hjælpeløs tilstand skifter i udviklingens løb: Det nyfødte barn overvældes af angst, hver gang et driftskrav melder sig, som ikke opnår øjeblikkelig tilfredsstillelse. Men i takt med udviklingen af jegstrukturer og færdigheder, hvorved individet efterhånden bliver selvberoende og i stand til selv at tilvejebringe sine tilfredsstillelsesmuligheder, bliver angstbetingelserne færre og færre, og traumerne stadigt sjældnere forekommende: Vi har lært at tage vore forholdsregler – var det ikke lige for de pokkers seksualdrifter!

 

Narcissisme og objektkærlighed

Freud var specielt optaget af at forstå, hvorfor netop udviklingen af kærlighedslivet kan gå så gruelig galt, at vi bliver syge af det. Han beskriver, hvordan det lille barns dybe afhængighed af objekterne står i fare for at forkvakle kærlighedslivet, fordi barnet ikke fra starten er i stand til at registrere denne afhængighed, selv om den udefra set er indlysende. Menneskets udvikling er et kompliceret forehavende. Vi  fødes alt for tidligt til at kunne sikre vores egen overlevelse. På den anden side lærer vi hurtigt selv at sørge for den erotiske driftstilfredsstillelse. Denne usamtidighed i udviklingen af vores evne til at håndtere  selvopholdelsen og seksualiteten skaber forvirring hos det spæde jeg, som til tider tvinges til at være realistisk, men andre gange så at sige kan fantasere sig til tilfredsstillelsen. 

Selvopholdelsesdrifterne stiller krav om en realistisk erkendelse af virkeligheden: sulten kan ikke stilles ved narresuttens eller fantasiens hjælp alene.  Men for det lille barn er det reelt muligt at opnå erotisk tilfredsstillelse ved egen krop, hvilket bevirker, at det på dette område ikke behøver at erkende sin faktiske afhængighed af de ydre objekter. På fantasmatisk vis indoptager barnet det tilfredsstillende ydre objekt i sin organisation som en del af sig selv. For det primitive lystjeg er alt, hvad der er godt, mig, mens alt, hvad er er ulystpræget, er ikke-eksisterende eller ikke mig. Heraf udspringer det lille barns almagtfantasier og den dertil knyttede  narcissisme og selvtilstrækkelighedsfølelse. Disse kvaliteter iagttager vi uden undren hos det lille barn og finder dem endog charmerende. Vi ser dem også i psykoser og skizofreni, mens vi har langt sværere ved at erkende de samme tendenser hos os selv. Vi forestiller os, at barnet befinder sig på et stadie, som vi har tilbagelagt, og at den skizofrene har en sygdom, som gør ham forskellig fra os.

Men dette er ikke psykoanalysens synspunkt. Psykoanalysen vil vide, at vi har det hele i os i større eller mindre grad. Det gælder barnlige og psykotiske såvel som neurotiske elementer. I den normale udvikling kan disse træk dog overvindes, så de ikke skaber nævneværdige problemer.

I realiteten er spædbarnet dybt afhængig af sine omgivelser. Men dette forhold har intet at sige for det nyfødte barn. Det spæde barn må opleve, at det alene gennem sine mishagsytringer frembringer den ønskede tilstand af velvære, og det begriber ikke, at tilfredsstillelsen i grunden oftest tilvejebringes udefra. Spædbarnet kender ikke forskel på ydre og indre, og i moderens blik ser det kun sig selv. Og selv om det er hende, der initierer den erotiske tilfredsstillelse gennem amning og den forførelse, som spædbarnsplejen også er udtryk for, bliver det dog hurtigt muligt for barnet selv at opnå seksuel tilfredsstillelse gennem autoerotikken.

Jeget opdrages af realiteten via selvopholdelsesdrifterne og objektkærligheden, som ikke lader sig tilfredsstille uden hensyn til de ydre objekter. Med tiden underlægges det realitetsprincippet. Men barnet opgiver kun nødigt sin  narcissisme. Hvem kan vel fortænke His Majesty the Baby i at nære en vis modvilje mod at stige ned fra tronen og opgive sin position som altings hersker? I den psykoseksuelle udvikling er det objektkærligheden, der med sin krænkelse af almagtsforestillingen skaber problemer for narcissismen. Og det er det forgæves forsøg på at benægte denne krænkelse og den deraf følgende oplevelse af hjælpeløshed og afhængighed på godt og ondt, der skaber så store problemer for gennemløbet af den ødipale fase, at vi ofte får mén heraf. Vi undgår kun alt for sjældent, at der dannes dispositioner for neuroser eller endog psykoser i form af fikseringer til narcissismen og autoerotikken fra dengang, hvor alt endnu var fryd og gammen. Hvis de virkelige objekter bliver for besværlige at tæmme og forme efter vore ønsker, vil vi kunne regrediere til sådanne fikseringer, men desværre må vi så imødese en pervers, neurotisk eller måske psykotisk udvikling. 

I den ødipale fase må barnet definitivt erkende sin afhængighed af  et ydre kærlighedsobjekt, der langtfra altid imødekommer dets ønsker og fantasier og som endda kan finde på at stille betingelser for sin kærlighed. Ydermere må barnet indse, at det har en rival, som placerer sig meget ambivalent i dets følelsesliv: barnet er afhængig af rivalen, der samtidig er dets modstander i kampen om kærlighedsobjektets gunst. I den forestående ulige kamp forestiller barnet sig, at rivalen kan finde på lidt af hvert, herunder at amputere det højt skattede organ, hvor lysten efterhånden har taget sæde. Nej, det er nok bedst at glemme alt om den historie! – Som sagt, så gjort: angsten for rivalens gengældelsesangreb forvandler tilfredsstillelseslysten til ulyst, og aktiverer forsvaret mod ulysten i form af regression og fortrængning af det oprindelige driftsønske. Kastrationsfantasien tager så at sige livet af kærligheden, som herefter vækker angst, hver gang den melder sig på ny og truer med at gennembryde fortrængningen, så forsvaret må på banen med  endnu flere fortrængninger eller jegindskrænkninger. Men omkostningen ved på denne måde at ville undgå ubehag er, at kontakten til det oprindelige ønske afskæres. Jeget har sat herredømmet over den fortrængte impuls overstyr og kan derfor hverken forholde sig realistisk til den opståede faresituation eller til det fortrængte ønske. Sådan bliver vi neurotiske. Vi kan ikke på realistisk vis bekæmpe en fare, vi ikke længere kender til; men angsten mærker vi. Voksne mennesker kan således være bange for at stå i kø i et supermarked eller for en uskyldig edderkop, skønt de udmærket ved, at hverken køen eller edderkoppen er farlig. Noget andet og ukendt er på spil, og dette ukendte har sit udspring i Ødipus-komplekset, hvor barnet samtidig med sin selvstændighedsudvikling stilles overfor den alt for store udfordring, det er for det lille kærlighedshungrende barn, at måtte erkende sin  afhængighed af og underlegenhed i forhold til sine kærlighedsobjekter, som det har mistet magten over. Det er konflikten mellem narcissismen og objektkærligheden, der skaber de allerstørste vanskeligheder for det umodne, ødipale barn, der kommer til kort i forhold til sine kærlighedsobjekter, som det hverken kan gøre krav på eller opgive, men som det i stedet forsvarer sig mod gennem fortrængning. Det er på den baggrund, Freud kan sige, at neurosernes ætiologi altid er seksuel.

Men denne påstand har rigtignok også bragt psykoanalysen i modvind fra starten. Freuds insisteren på den barnlige seksualitet harmonerede ikke ret godt med datidens opfattelse af barndommens renhed og uskyld, men dog bedre med den lige så udbredte opfattelse af barnet som uartigt, et synspunkt der retfærdiggjorde en streng disciplinering. Selv i dag er psykoanalysens begreb om den barnlige seksualitet en anstødssten, og af samme grund har senere psykoanalytiske teorier da også ofte nedtonet eller fjernet denne seksualitet fra teorien. Dermed har man overvundet den største modstand, men man har samtidig efterladt en amputeret teori, der ikke i nær samme grad som Freuds forstår vores psykiske udvikling og vanskeligheders forankring i driftslivet. Daniel Stern ser f.eks. med sin udviklingsteori helt bort fra seksualiteten som dynamisk faktor og er snarere tilbøjelig til at opfatte barnets eventuelle problemer som skabt af et utilstrækkeligt mor-barn-forhold. Freud kunne tillige se en anden og lige så vigtig faktor, nemlig barnets subjektive fortolkning af dette forhold.


Objektrelationer

Det er jegets opgave at behandle stimuli, men for det nyfødte barn udgør moderen den eneste jeg-struktur. Uden hende ville ethvert af selvopholdelsesdrifternes krav ende i en traumatisk situation og udløse et angstudbrud. Mens barnet trods alt har et refleksforsvar til at tage sig af en del af de udefra kommende stimuli, så er der kun moderen til at tage sig af de indre. Efterhånden erfarer spædbarnet dog, at brystets og senere moderens hjælp resulterer i ubehagets ophør. Den diffuse spænding afløses af en nogenlunde organiseret forventning, og dermed udvikles de første forsvarsmekanismer, deriblandt introjektion af moderimagoet. Herefter dannes imidlertid også den første faresituation, hvorved angsten ikke mere udspringer direkte af den traumatiske situation, men af den faresituation, der konstituerer den nemlig situationen, hvor moderen eller objektet er fraværende. Barnet ængstes under moderens fravær. Endnu senere i udviklingen opstår angsten som signal om, at en sådan situation anticiperes, nemlig når barnet gør noget, som det frygter, at moderen vil misbillige og straffe. Efter overjegets dannelse vil alene tanken om at gøre noget forbudt ofte kunne udløse signalangst og dermed jegets forsvarsaktioner.

Med sådanne anticipatoriske forestillinger opstår idéen om faren, og ved farens tilsynekomst udløses angstsignalet, der aktiverer forsvaret mod, at traumet skal indfinde sig. Men mens realjeget udvikler sig og forholder sig realistisk til sig selv og omverdenen og efterhånden udvikler en stor grad af autonomi og dermed kan forlade tidligere angstbetingelser, så sker der på sin vis det modsatte med lystjeget. Autoerotikken, som opstod via selvopholdelsesdrifternes tilfredsstillelse, nemlig i tilknytning til amningen ved moderbrystet, har hidtil understøttet almagtsforestillingerne og narcissismen. Men med objektkærligheden, der opstår i den falliske fase, tvinges seksualdriften til at underlægge sig realjeget i erkendelse af afhængighedsforholdet til objektet med deraf voksende angst for at miste objektets kærlighed som konsekvens. 

Ikke så underligt, at meget kan gå galt i denne modsatrettede og konfliktfyldte udviklingsproces. Ikke så underligt, at angsten for objekt- eller kærlighedstab kan få det umodne individ til på psykotisk vis at lukke øjnene for realiteterne, eller til enten at klamre sig eller helt undgå at knytte sig til et kærlighedsobjekt, som det ikke kan bære at miste.

Hvorvidt barnet på et tidspunkt bliver i stand til at udvikle realistiske forestillinger om, hvad der er farligt, hvornår faren risikerer at indfinde sig, og hvad der skal til for at undgå den, afhænger først og fremmest af kvaliteten af relationen til moderen eller til den primære plejeperson. Kun gennem dennes relevante tolkning af barnets behov og tilsvarende relevante pleje får barnet de erfaringer, der skal til, for at det kan finde retning for sin udvikling. 

Dette var Freud så godt som nogen klar over. Skønt han ikke selv havde praktiske  erfaringer med observation af børns udvikling, er det dog urimeligt, når mange beskylder ham for at ignorere betydningen af objektrelationerne og kun interessere sig for intrapsykiske forhold, som de samme kritikere åbenbart mener, ikke har noget med objektrelationer at gøre. Men hvori kommer de mellemmenneskelige relationer til udtryk om ikke netop i vore intrapsykiske spændinger og konflikter? Freud indtager individets position og beskæftiger sig med de oplevede, psykologiske virkninger af biologiske, samfundsmæssige, kulturelle, sociale, mellemmenneskelige nedslag i det enkelte individ. Han er om nogen objektrelationernes teoretiker. Det, der først og fremmest adskiller ham fra de såkaldte objektrelationsteoretikere, er, at hans udkigspunkt er individet set indefra, mens andre teoretikere i højere grad betragter individet udefra ved direkte observation frem for fortolkning. 

Udefra set er det tydeligt, at det lille barn relaterer sig til objekterne, som det er aldeles afhængigt af for sin overlevelse. Men med dette perspektiv som sit eneste mister man det væsentligste fundament til forståelse af udviklingsdynamikken, nemlig den dobbelthed, der i øvrigt karakteriserer ikke bare barnets, men al menneskelig væren i verden. Vi må ikke kun betragte verden, men også vor egen betragten og fortolkning af ude- og indefra kommende stimuli og desuden anerkende fantasien som en endog overordentligt vigtig aktør. Det er, som om mange Freud-kritikere vælger at se bort fra noget, som vi alle ved, og som vi i hverdagen uden videre benytter os af til forståelse af vor egen og andres adfærd. Som når vi undskylder den anden med ordene: han mente det ikke, det var ikke med vilje, han var i god tro; så indlever vi os i hans oplevelse og forstår ham ud fra denne. Vi handler ud fra vore hypoteser og forestillinger om virkeligheden, hvad enten de er sande eller falske. 


Angst og udvikling

 Det nyfødte barn frygter ikke, ængstes ikke. Og derfor havner det fuldstændig intetanende i den ene traumatiske situation efter den anden, hver gang et af selvopholdelsesdrifternes krav melder sig. Efterhånden erfarer det dog sammenhæng mellem moderens fravær og indfindelsen af et ubehag, som det ikke selv er herre over. Fra da af kan det begynde at frygte objektets fravær, og den første faresituation er konstitueret. Freud siger i 1926: ”Når barnet gør den erfaring, at et ydre, synligt objekt kan gøre en ende på den farlige situation med dens mindelser om fødslen, forskyder farens indhold sig nu fra den økonomiske situation til dens betingelse, nemlig objekttabet.” (G.W.XVI, s.168)

Det første spæde jeg spirer altså ud af disse traumatiske oplevelser og af den angst, som de afføder, og som efterhånden afdæmpes til et signal, når en traumatisk situation anticiperes, men som viser sig at kunne afhjælpes af et skrig, der, for barnet uvist ad hvilke kanaler, bringer ubehaget til ophør. Denne overgang fra ubehag til fravær af ubehag ved grådens mellemkomst skaber hos barnet den tendens til hallucinatorisk ønsketilfredsstillelse, som uagtet objektforholdet konstituerer narcissismen med dens oplevelse af at være selvtilfredsstillende, almægtig. Når denne forestilling eller vildfarelse kan opretholdes, og ofte bliver det uhensigtsmæssigt længe, hænger det sammen med, at barnet rent faktisk via  autoerotikken har formået at tilfredsstille sine seksualdrifter selv. 

Det er ved hjælp af angsten, at barnet lærer at skrige sig til tilfredsstillelse for siden med objektkærlighedens indtog at måtte erkende sin afhængighed af objektet og  frygte tabet af dette. Det er de legemlige behov, der i deres objektrettethed, baner vejen for libidoen fra narcissismen til objektkærligheden, hvorved lystjeget mister tærrain til realjeget. Barnet tvinges med andre ord i stigende grad til at forholde sig realistisk til sin omverden, hvis det vil gøre sig håb om at bevare sit kærlighedsobjekt. Med tiden kommer barnet altså til at forstå forholdet mellem uacceptabel adfærd og straf, hvorefter det bliver istand til at frygte, ikke bare den udefra kommende straf  eller overjegets straf i form af skyldfølelse, men også de indre farer i form af driftsønsker og tilskyndelser, som kan sætte alt dette i værk. Jeget må oppe sig for at kunne manøvrere i dette morads. Således bliver angsten udviklingens motor. Jeget lægger i takt med sin udvikling tidligere angstbetingelser bag sig. Overjegs- eller samvittighedsangsten vil dog normalt bestå.

 

Angst for kastration og kærlighedstab         

Freud opfattede oprindelig angsten som forvandlet libido efter en fortrængning, altså som en slags overskydende energi hidrørende fra den fortrængte forestilling. Men i sit skelsættende værk Hemmung, Symptom und Angst (1926) fandt han ud af, at angst ikke er resultat af, men anledning til fortrængningen. Det havde altid generet ham, at han på én gang havde set angsten som et produkt af det’et: forvandlet libido, og som et produkt af jeget: reaktion på ulyst. Allerede i 1897 gjorde han i et brev til Fliess opmærksom på denne modsigelse, men  først i 1926 forstod han, at angsten kommer før fortrængningen, som sættes i værk, fordi en ydre fare skaber angst ved at forvandle tilfredsstillelseslysten til ulyst. Freuds nye opdagelse er, at denne ydre fare er kastrationen og det kærlighedstab, som denne ville medføre. For pigen, der ”allerede er kastreret”, må kærlighedskravet til moderen opgives, og i stedet må hun, kort fortalt, vende sig fra moderen i sorg eller raseri for i stedet at identificere sig med hende og håbe på at få et barn af sin far eller hans stedfortræder. Også dette er et konfliktfyldt projekt som ofte afstedkommer mange fortrængninger. 

Freud anskuer realangsten eller frygten og den neurotisk angst på samme måde, men med den forskel, at ved realangsten er faren ydre og kendt, mens den ved den neurotiske angst er indre og ukendt: ”Realfare er en fare, som vi kender, realangst er angsten for en sådan kendt fare. Den neurotiske angst er angst for en fare, som vi ikke kender. Den neurotiske fare må altså først opdages/afdækkes; analysen har lært os, at den er en driftsfare. Idet vi bringer denne for jeget ukendte fare til bevidsthed, udvisker vi forskellen mellem realangst og neurotisk angst og kan dermed behandle  den sidste som den første.” (G.W.XVI, side198).

Det, der frygtes ved den neurotiske angst, er skade på sjælelivet, og det, der forårsager denne, er altså ens egen libido. Faren udgøres af hjælpeløsheden overfor den ulystprægede spændingsophobning, som ikke kan bemestres. Driftsimpulsen bliver dog kun farlig, for så vidt som den relateres til en ydre real fare, dvs. et traumatisk moment, som udgør den hindring mod tilfredsstillelsen, der bringer det’et i konflikt med jeget. Driftsforsvaret aktiveres nu for at forhindre faresituationen i at blive traumatisk. På denne måde får kastrationsforestillingen i den falliske fase traumatisk betydning efter opdagelsen af kønsforskellen, skønt den tidligere ingen modstand mødte i jeget. På samme vis indstiftes ”arvesynden” så at sige i den ødipale fase, hvor overjeget dannes og med sin rigide moral støder sammen med erindringer om nu forbudte handlinger. Herefter bliver det, som Andkjær og Køppe skriver i Freuds psykoanalyse (1981) vanskeligt for barnet, at forsvare sig mod noget, det allerede har gjort. ”Det har således bogstaveligt talt arvet sin synd fra sine forældre.” (s. 399).   

  Med kastrationsforestillingen føjes en ydre frustration til den indre. Herved hindres tilfredsstillelsen, og libidoen regredierer til et fikseringspunkt, som, hvis det tillades af jeget, fører til perversion, mens en afvisning af fikseringen via jegets angstsignal aktiverer det primære driftsforsvar, fortrængningen. Det fører herefter til symptomdannelse, når den fortrængte rørelse genbesættes. Automatisk angst eller angstudbrud er subjektets reaktion, hver gang det befinder sig i en traumatisk situation. Men kastrationsangsten sikrer så at sige drengen mod at havne i den traumatiske situation, idet den igangsætter forsvaret mod driftsrørelsen, nu hvor tilfredsstillelsen er umuliggjort af faren for kastration. Samtidig afskærer denne håndtering af situationen ham dog fra kontakten til sine dybeste følelser.

Fortrængningen åbner vejen til symptomdannelse, der fremprovokerer det sekundære driftsforsvar, som er kampen mod symptomet. Dette bliver nu enten inddraget i jegets organisation eller afvist ved en  ny fortrængning. - Nej, livet er bestemt ikke let!


Angst og psykopatologi

Angsten er ikke et symptom, men en advarsel, og som sådan bliver den  udviklingens motor på godt og ondt. Frygten for traumet og det angstudbrud, det indebærer, bliver motiv for udvikling af de jegfunktioner, der kræves, for at en faresituation kan afværges.

Hver gang vi via angstsignalet mindes om vores hjælpeløshed, sættes jeget på den  opgave at analysere den truende faresituation for at bestemme og iværksætte handlinger, der på betryggende vis kan fjerne faren. Under visse forhold, når jeg'et er svagt, vanskeliggøres denne proces og forsvaret føres på afveje. Analysearbejdet kan føre til fejlagtige hypoteser og mestringsforsøg, der snarere tildækker end afdækker sporene efter faren, hvorefter det nødvendige opklaringsarbejde umuliggøres, og tilbage er kun en uforklarlig angst, der klæber sig irrationelt til tilfældige objekter eller situationer eller som tilsyneladende ikke har nogen genstand overhovedet. Jeg kommer til at tænke på en af Svend Åge Madsens tidligste noveller, Dommeren (i Otte gange Orphan, 1965), der er en omvending af Kafkas Processen og handler om manden på den øde ø, der vågner op ved siden af et lig. Jo større anstrengelser han gør sig for at finde morderen, jo længere fjerner han sig fra opklaringen og fra den indlysende, men skræmmende konklusion, at han selv er morderen. Projektionen er således en af de forsvarsmekanismer, der ligesom fortrængningen kan forhindre en realistisk vurdering af en situation, - og dermed også forhindre jegets udvikling fra lystjeg til realjeg.


Symptomer er jegets forsvarsværker. Derfor tager psykoanalysen og de psykodynamiske behandlingsmetoder ikke sigte på at fjerne symptomerne, men på at afdække de bagvedliggende konflikter for derpå at gøre disse til genstand for rationel problemløsning og handling. Herved forsvinder grundlaget for symptomerne af sig selv. Det gør symptomerne til gengæld ikke altid. Ofte overlever de som indarbejdede dårlige vaner, som adfærds- og kognitiv terapi er særdeles velegnede terapiformer til at fjerne. Behandler man omvendt symptomet før den bagvedliggende konflikt, må man forudse symptomets tendens til at flytte eller forandre sig, eller hvad værre er: udløse en psykotisk eller psykoselignende reaktion, fordi jeget stilles over for opgaver, som det ikke er stærkt nok til at takle. Det var præcist af denne grund, symptomet i sin tid dannedes som et forsvar, der skulle beskytte jeget pga. dets inkompetence. Og præcis af denne grund ser psykoanalysen symptombehandling som i bedste fald uvirksom, da den blot bereder vejen for nye symptomer, og i værste fald som et fatalt angreb på et i forvejen svagt jeg, som retteligen burde opbygges indefra, så det selv bliver i stand til at lade sine forsvarsværker falde, når tid er.


*